Debat og politik

Største oplysningsprojekt om forsvarsforbeholdet gik i luften onsdag

Illustration: https://mariepriem.dk/

Den 4. maj blev oplysningsavisen om forsvarsforbeholdet på hjemmesiden www.eu-forbeholdet.dk lanceret. Avisen er politisk neutral og med en bevilling på 1,85 mio. kr. det absolut største oplysningsprojekt forud for folkeafstemningen. Bag projektet står OLFI, DEO, RIKO og Atlantsammenslutningen.

Omkring en tredjedel af vælgerne er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds, når der skal stemmes ja eller nej den 1. juni. Men samtlige vælgere grubler nok over en række basale spørgsmål: Hvad er forsvarsforbeholdet? Hvordan fungerer EU’s forsvarssamarbejde i dag? Hvad er fremtiden for europæisk sikkerhedspolitik?

I dag er der hjælp på vej. DEO lancerer sammen med tre partnere en hjemmeside, hvor vælgerne kan finde ikke bare svar på deres spørgsmål, men også analyser og baggrund, der kvalificerer deres stillingtagen. Hjemmesiden har samme redaktionelle indhold, som den landsdækkende oplysningsavis, der udkommer i hundredtusindvis af eksemplarer midt i maj.

Bag avisen står fire partnere, der alle ser det som deres fornemmeste pligt at tage vælgernes kritiske spørgsmål og bekymringer helt alvorligt og søge nuancerede svar fra landets førende eksperter – og fra politikerne.

Avisen er et landsdækkende materiale på tryk, der forholder sig neutralt til afstemningsspørgsmålet. Den udkommer i et samlet oplag på over 600.000 eksemplarer. Avisen husstandsomdeles til 541.000 postkasser i hele landet og vil være at finde på alle biblioteker, rådhuse og uddannelsesinstitutioner.

Avisens indhold findes på hjemmesiden og det samlede projekt understøttes af videoproduktioner og oplysningskampagner på de sociale medier.

Folketingets pulje, der uddeles af Europa-Nævnet, har bevilget 1,85 millioner kroner til projektpartnerskabet, der består af Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), specialmediet OLFI, Atlantsammenslutningen og Rådet for International Konfliktløsning.

Du finder hjemmesiden på: www.eu-forbeholdet.dk

Kommentarer