Samfund

Heftig trafik danser tæt med pinsen

Lige om hjørnet venter pinsen, og det betyder for rigtig mange danskere en forlænget weekend kombineret med sommerhusture, familiesammenkomster og måske museumsbesøg rundt omkring i landet.

Vejdirektoratet forventer derfor, at der periodevis kan opstå tæt trafik og kødannelser på en del veje på udvalgte dage i pinsen.

Specialkonsulent Helene Cecilie Kærsgaard, Vejdirektoratet, siger:

”Helligdagene ligger side og side i forsommeren, og i Danmark har vi det med flittigt at bruge de små miniferier til at rejse på tværs af landet for at besøge familie og venner. Pinsen er ingen undtagelse, og vi forventer tæt trafik fredag, som bliver den store rejsedag, når folk er kommet hjem efter arbejde og har pakket bilen. Vi råder derfor til, at man undgår myldretiden og i øvrigt holder øje med trafikinfo.dk, før man sætter sig ud i bilen eller op på motorcyklen. Vi ønsker alle en rigtig god pinse.”

Udrejsetrafikken byder på udfordringer fredag den 3. juni i tidsrummet fra kl. 14.00 til 19.00, hvor trafikken vil blande sig med eftermiddagsmyldretiden. Også lørdag den 5. juni kan der opstå tæt trafik i tidsrummet fra kl. 11.00 til 14.00. Trafikken vil på disse dage bevæge sig på tværs af landet fra hovedstadsområdet mod Jylland via E20 Vestmotorvejen, Fynske Motorvej rute 21 mod Sjællands Odde.

Hjemrejsetrafikken 2. pinsedag – mandag den 6. juni – forventes at være mest hektisk i tidsrummet fra kl. 12.00 til 16.00, hvor trafikken hovedsageligt vil bevæge sig fra vest mod øst via E20 Fynske Motorvej, Vestmotorvejen og fra Sjællands Odde via rute 21 mod hovedstadsområdet.

Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt bevæger sig ud i trafikken uden for de mest travle tidsrum, hvor risikoen for forsinkelser er størst. Derudover er anbefalingen, at man sætter god tid af til sin rejse.

Øget trafik i sommerhusområderne

Vejdirektoratet forventer generelt øget trafik til og fra de større sommerhusområder rundt omkring i landet. Det gælder især sommerhusområderne langs den jyske vestkyst og i Nordsjælland.

Der er også en forventning om tæt trafik på de større rejsedage på rute 11 mellem Ribe og Ringkøbing, rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse og rute 21 mod Sjællands Odde.

Tjek traifksituationen, før du kører

Vejdirektoratet anbefaler, at man altid holder sig orienteret om den aktuelle trafiksituation både før og under køreturen.

Husk, at der altid kan opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld, dårligt vejr eller andre uforudsete hændelser, og risikoen er naturligt nok større, når der er mange biler på vejene.

Vejdirektoratet anbefaler desuden, at man altid holder sig orienteret om den aktuelle trafiksituation både før og under køreturen på trafikinfo.dk og ved at lytte til P4 Trafik.

Kommentarer