Samfund

Drag fordel af årstiden: Gør din bolig klar til salg i foråret

Nybolig giver her 10 gode råd til, hvad landets boligsælgere kan gøre for at stå stærkest i markedet. Foto: Nybolig.

Påsken er netop overstået, men foråret står fortsat i fuldt flor. Og netop foråret er som årstid det ideelle tidspunkt på året at sælge bolig på. Nybolig giver her 10 gode råd til, hvad landets boligsælgere kan gøre for at stå stærkest i markedet.

Mange af de effektive ændringer af boligen, som kan gøre den attraktiv for potentielle købere, kræver ikke alverdens arbejde. Ifølge ejendomsmæglerkæden Nybolig er der især meget at vinde ved at have fokus på de dele af boligen, der påvirker atmosfæren og førstehåndsindtrykket.

-Købere, der er på jagt efter drømmeboligen, danner ofte deres generelle indtryk af boligen i løbet af det første minut af fremvisningen. Sørg derfor for at give interesserede købere de bedste betingelser for at ville se mere af de spændende kvaliteter, din bolig byder på, siger pressechef i Nybolig, Alexander Falck Winther.

Som sælger får man naturligvis tæt og professionel sparring med sin ejendomsmægler, men det kan også være en god idé at alliere sig med venner og bekendte.

-Hvis man ønsker friske øjne på ens bolig, kan man spørge familiemedlemmer eller venner ind til, hvilke kvaliteter de ser ved boligen, og hvor de ser rum for at optimere den frem mod et salg, siger Alexander Falck Winther.

Her følger ti gode råd, der kan optimere dit boligsalg dette forår.

10 råd til et godt boligsalg 

  1. Sæt en skarp pris i samarbejde med din ejendomsmægler. Din bolig får ekstra opmærksomhed, når prisen er konkurrencedygtig med tilsvarende boliger i lokalområdet.
  2. Få udbedret de mest nærliggende anmærkninger i tilstandsrapporten. Ofte er der tale om mindre fejl og skader, som kan sætte en stopper for interesserede købere. De kan ofte udbedres for nogle få tusinde kroner.
  3. Mal eller istandsæt hoveddøren, hvis den trænger. Den er det første, potentielle købere møder på fremvisningen.
  4. Optimér førstehåndsindtrykket omkring boligen. Slå græs, klip hæk og tjek at udendørsbelysning og ringeklokken virker.
  5. Ryd op i boligen, men fortsat så den har sjæl. Fjern fx væg-til-væg gulvtæpper, hvis der gemmer sig et flot trægulv under.
  6. Foretag en hovedrengøring af huset og luft grundigt ud, så boligen står frisk og pæn ved fremvisninger. Fjern kalk og smuds på fliser, håndvask og overflader. Køb med fordel også et nyt badeforhæng. Fedt og snavs hjælper ikke på købers indtryk af boligen.
  7. Skift løse dørhåndtag eller indvendige døre, der binder i karmen som konsekvens af fugt og et varmt indeklima.
  8. Mal boligens værelser i lyse farver, og udskift til lette gardiner, hvis der er mørke rum i boligen. Det skaber en bedre fornemmelse af rummelighed og lethed.
  9. Flotte blomster og frisk beplantning giver liv og atmosfære til boligens rum, ligesom friske krydderurter i køkkenet danner et godt indtryk for interesserede købere på fremvisninger.
  10. Undervurder ikke havens betydning. Sørg for at bede og buske står pænt. Mange yngre købere kommer fra lejlighed og er måske netop på udkig efter hus for at få den have, de aldrig før har haft.

Kommentarer